Rejsevejledning Tyrkiet

Rejsevejledning Tyrkiet

Guide: Sådan rejser du sikkert rundt i Tyrkiet. Alt hvad du skal vide, før du rejser til Tyrkiet i 2024.

Guide: Sådan rejser du sikkert rundt i Tyrkiet. Alt hvad du skal vide, før du rejser til Tyrkiet i 2024.

Kan danske turister rejse ind i Tyrkiet?

Ja, alle coronarestriktioner er ophævet.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

Udenrigsministeriets rejsevejledning til størstedelen af Tyrkiet er gul.
Dog er de sydøstlige provinser Hatay, Kilis, Tunceli, Diyarbakir, Sirnak og Hakkari orange.
Alle rejser frarådes inden for en zone som er 10 km fra grænsen til Syrien og Irak.

Opdateret: den 11. september 2023. Kilde: Danmarks Ambassade i Tyrkiet.

Guide til indrejse i Tyrkiet

Kriminalitet og sikkerhed

Overordnet set er risikoen for kriminalitet i Tyrkiet relativt lav. Tyveri som taske- og tricktyveri er dog stigende i antal tilfælde i støre byer som Istanbul og Izmir.

I turistområder har der været enkelte tilfælde af seksuelle overgreb rettet mod turister. Det anbefales derfor ikke at opholde sig alene; især ikke mere øde steder. Køb også selv dine mad- og drikkevarer, og sørg for at holde dem under konstant opsyn. Især i bylivet.

I juli 2016 var der kupforsøg i Tyrkiet. Som følge heraf blev der lavet nogle ekstraordinære undtagelsestilstande, som siden er ophævet, men som er erstattet af særlige beføjelser på en række områder, herunder forsamlingsfrihed og varigheden af en anholdelse.

Vær ekstra opmærksom i det østlige Tyrkiet, hvor hele områder indimellem bliver afspærret og lukket ned i kortere eller længere tid. Du bør holde dig opdateret omkring den aktuelle situation på din rejsedestination forud for din rejse. Det kan du blandt andet gøre via de lokale myndigheder.

Undgå at bruge offentlige netværk for at nedbringe risikoen for hacking. Det gælder blandt andet netværk i lufthavne og på restauranter, hoteller og i storcentre.

Terrorrisiko

Risikoen for terror i Tyrkiet er af det danske Udenrigsministerium vurderet som værende ”høj”. Det skyldes i særdeleshed Tyrkiets geografiske placering, da landet har grænser til Syrien og Irak, men terrororganisation ISIL er også markant til stede inden for Tyrkiets grænser.

Det anbefales især at være opmærksom og forsigtig ved områder med mange mennesker, da det typisk er disse steder, terrorangrebene har som mål. Nogle af angrebene har specifikt været rettet mod vestlige turister.

Senest på nytårsnat mellem 2016 og 2017 var der et større terrorangreb, som ISIL har taget ansvar for. 39 personer blev dræbt. Dette angreb var det sidste i rækken af flere større angreb i 2016, der alle hver især havde mellem 30 og 60 dræbte.

De tyrkiske myndigheder gør ifølge dem selv en stor indsats for at forebygge terror, og de beretter om flere forsøgte angreb, der er blevet afværget.

Naturkatastrofer

I Tyrkiet bør du være opmærksom på jordskælv. Jordskælvene kan være af alvorlig karakter og finder sted i de fleste områder i Tyrkiet. I 2017 var der jordskælv med høje målinger på Richter-skalaen i både Bodrum og i Gallipoli.

Du bør holde dig orienteret om den aktuelle situation både forud for og undervejs på din rejse. Det kan du blandt andet gøre via dit rejseselskab og via lokale myndigheder og medier.

Sundhed

Både læge- og hospitalshjælp er generelt af fin standard i Tyrkiet. Privathospitaler findes desuden af meget høj standard. Vær opmærksom på egenbetalingen, der finder sted for lægebehandling og indlæggelser, da du ikke er dækket af en offentlig sygesikring. Læs mere herom længere nede på siden.

Lokal opførsel og skikke

Tyrkerne er et meget gæstfrit folk, hvor der gerne hilses pænt på fremmede og sågar inviteres hjem i private hjem.
Te bliver servereret på alle tider af døgnet, og madkulturen er noget helt særligt.

Ældre mennesker bør vises stor respekt og ærbødighed. Det kan blandt andet gøres ved at hilse på de ældste først i en forsamling.

Selvom homoseksualitet ikke er ulovligt, hersker der i visse områder mere eller mindre udbredt homofobi, og det anbefales derfor at undgå kærtegn på offentlige steder som homoseksuelle.

Retssystemet

Det tyrkiske retssystem er markant anderledes end det danske. Anholdelser kan vare længe, domssager er typisk lange og prægede af bureaukrati, og de tyrkiske fængsler har en lavere standard end de danske.

Vær opmærksom på, at alle former for narkotika er strengt forbudt i Tyrkiet, og at besiddelse straffes hårdt med bøde- og fængselsstraffe.

Sådan dækker det blå EU-sygesikringskort

NB: Det blå sygesikringskort dækker ikke i Tyrkiet.
Derfor står du som udgangspunkt med alle udgifter selv ved sygdom og tilskadekomst. Vil du gerne undgå høje regninger i forbindelse med lægehjælp og behandling, skal du forud for din rejse købe en privat rejseforsikring.

Rejseforsikring til Tyrkiet

Da det blå sygesikringskort ikke dækker din rejse til Tyrkiet, bør du altid forsikre dig via en privat rejseforsikring. Rejseforsikringen købes hos et rejseforsikringsselskab umiddelbart efter bestilling af din rejse.

Hvad en rejseforsikring til Tyrkiet mere præcist indeholder, afhænger af den forsikring, du vælger. Typisk dækker alle rejseforsikringer dine udgifter i forbindelse med sygdom og tilskadekomst. Der kan dog være begrænsende forsikringssummer (hvad du maksimalt kan få udbetalt i forbindelse med den enkelte dækning).

Rejseforsikringer dækker dog om udgangspunkt meget mere end kun sygdom og tilskadekomst. Du kan blandt andet få dækket udgifter i forbindelse med hjemrejsen, hvis den af helbredsmæssige årsager bør rykkes, ligesom du kan få dækket udgifter i forbindelse med øvrig behandling som fysioterapi, kiropraktor og tandlægehjælp.

Rejseforsikringen kan også dække hjemkaldelse, hvis et nært familiemedlem afgår ved døden. Derudover kan du blandt andet vælge mellem disse typer af dækning:

  • Afbestillingsforsikring
  • Private ejendele og bagage
  • Selvrisiko ved leje af motorkøretøj
  • Retshjælp
  • Ødelagte feriedage
  • Lægelig fejlbehandling
  • Evakuering
  • Krisehjælp
  • Tilbageholdelse

Du bør vælge en rejseforsikring, der passer til din rejse ud fra rejsedestination og rejsens formål, og derudover skal du opveje rejseforsikringens dækning i forhold til forsikringens pris. Nogle foretrækker at gå med livrem og seler, mens andre foretrækker udelukkende at forsikre sig inden for de områder, der er størst risiko for.

Nødvendige vacciner

Når du skal rejse til Tyrkiet, bør du sikre dig, at du er vaccineret i forhold til anbefalingerne. Anbefalingerne afhænger af din rejses varighed, og hvorvidt du skal besøge (og bo hos) familie i Tyrkiet.

Rejser op til 6 måneders varighed:

  • Stivkrampe
  • Difteri
  • Hepatitis A

Rejser over 6 måneders varighed:

  • Stivkrampe
  • Difteri
  • Hepatitis A
  • Hepatitis B
  • Tyfus

OBS: Hvis du skal besøge familie i Tyrkiet, bør du vaccineres som ved over 6 måneders varighed, uanset længden på din rejse. Det skyldes, at risikoen for bakteriesmitte er større i private hjem.

Du kan læse mere om rejsevaccinationer til Tyrkiet her:
rejse.ssi.dk/rejsevaccinationslande/tyrkiet